Bålhytte og shelter ved Skodborg Børnesø
I udkanten af Skodborg Børneskov og med udsigt over vand og med aftensol ligger en ny bålhytte/shelter og et seperat liggende shelter.
Her kan du falde i søvn til de sidste gløders lys og vågne op med et kærligt "rap" fra andemor i søen.
Der er adgang til toilet i særskilt bygning 5 m fra bålhytten. Toilethuset har udvendig vandhane med frisk drikkevand (på sydsiden). Der er mulighed for at tænde bål ved bålhytten. Der kan købes briketter ved Brugsen i Skodborg, der ligger ca. 300 m derfra.
Det er gratis at overnatte i shelteret og anvende området, blot beder vi om at I passer på stedet som det var jeres eget.
Shelters og bålhytte ligger i en nyanlagt skov med små stier rundt om søen. Det er lokale ildsjæle i Skodborg, der har stået bag projektet.
Adgang:
I kommer ind til området ved Skodborg Børnesø via indkørsel ved første vej til venstre ad Gejlagervej.
Kommer I ad Hærvejens vandrerute nordfra, følger I ruten til hvor stien rammer asfaltvejen Gejlagervej. Så går I til højre ad asfaltvejen mod Skodborg by. Kommer I sydfra, fortsætter I efter Dresvold borgstedet ad asfaltvejen Gejlagervej og går forbi Hærvejens stiføring ned over engen og går ind mod Skodborg by.
Afstande
Hærvejens vandrerute 0,2 km