©  Foto:

Caféen på Jels Voldsted

Caféen på Jels Voldsted ligger smukt i naturskønne omgivelser i skoven ved Jels Midtsø. Lokalerne er lyse, og sammen med en fantastisk udsigt over søen danner caféen en smuk ramme for en frokost eller en kaffepause. Det gamle traktørsted har en meget charmerende og hyggelig atmosfære.

Caféen er til daglig drevet af elever og personale fra Troldkærskolen, som er et bo-, arbejds- og oplæringstilbud til unge i alderen 17-25 med særlige behov. Caféen er elevernes daglige værksted, og har til opgave at fungere som virkelighedsnært oplærings- og arbejdstilbud. De unge får et reelt ansvar og får mulighed for at dygtiggøre sig inden for alle facetter i driften af en café dvs. køkkenarbejde, servering, vedligehold, osv.

På hverdagene serverer vi retter fra vores menukort samt kaffe og kage. Om søndagen er der kaffe og kagebord. Vær opmærksom på, at caféen kan være lukket, hvis der er selskaber.

Ud over de faste åbningstider afholder vi forskellige arrangementer i caféen og skoven. Vi afholder kulturhistoriske, naturformidlings- eller friluftsarrangementer. Vil du se de helt akutelle arrangementer, så skal du kigge på vores hjemmeside. Der kan købes fiskekort til Jels-søerne i caféens åbningstid.

Afstande
Hærvejens vandrerute 0,3 km
Hærvejens cykelrute 3,2 km