Jels Kirke
Jels Kirke ligger midt i byen Jels og tæt ved Jels Søerne, og er opført i 1854 som efterfølger for en mindre og noget nedslidt kirkebygning af tilhugget granit.
Beliggenheden tæt ved søen hænger sikkert sammen med, at søen ifølge gamle kilder, i det 10. århundrede blev anvendt til den hellige dåb.Den nuværende kirke består af langhus og tårn, og blev tegnet af arkitekt Laurits Albert Winstrup. Kirkerummet har pulpiturer og en halvcirkulær alterplads. Granitkvadre fra den gamle kirke er genanvendt som sokkel og mur til vindueshøjde. To indhuggede relieffer kan stadig ses i form af indhuggede menneskehoveder i øst-hjørnet. På vestsiden findes en løve og på nordsiden et aftryk af en kvindefod, som tegn på, at kirken er indviet til Sct. Anna.
Hovedparten af inventaret i Jels Kirke stammer fra kirkens opførelse i 1854. Altertavlen består af et basrelief, dvs. en gipsafstøbning af Nadverens indstiftelse oprindeligt udført af Thorvaldsen til Vor Frue Kirke i København. Enkelte figurer fra den gamle kirkes altertavle hænger på væggene bl.a. en 1,35 m høj figur af Maria med barnet og et sengotisk korbuekrucifiks. Døbefonten af granit er oprindelig romansk, men blev tilpasset i 1854. Desuden er altersølvet, bibel og 2 drejede lysestager med bladguld bevaret fra den gamle kirke.
Kirkegården er hegnet af kampestensdiger. På kirkegården findes som så mange andre steder i Sønderjylland mindesten over sognets faldne i 1. verdenskrig. I 2017 blev kirkegården renoveret med stisystemer, handicapvenlig adgang m.m.
Den gamle kirke led tilsyneladende noget overlast i svenskekrigene, fordi jernankre blev taget ud af murene, så hele vestmuren faldt sammen.
Afstand til Hærvejen:
Vandrerute: 0,1 km
Cykelrute: 0,1 km