Johanneskirken, Brørup
Midt i stationsbyen Brørup på en sidegade til byens hovedstrøg ligger Johannes Kirken. Kirken er bygget i 1924-25, og markerer sig i bybilledet med sin størrelse og hvide farve.
Kirkebygningen er en tre-skibet basilika. Østgavlen er glat og har små rundbuede vinduer, der passer med kirkeskibets hvælvinger. Tårnet udgør hovedindgangen til kirkerummet. Kirken er tegnet af arkitekt Rolf Schroeder, der også har stået bag kirken i Askov (opført 1896) få km øst for Brørup. Der er 25 år mellem de to byggerier, som er de eneste kirker, han har lavet.
Indenfor brydes kirkens mure af rundbuede arkader og et forholdsvist bredt korparti. Kirkerummet har hvidmalede vægge og kassetteloft.
Alt inventar i kirken er fra dens opførelse. Markant er alteret, hvor alterbordet er udført i egetræ efter arkitekt Schroders anvisninger og udsmykningen over, der udgøres af en forgyldt stjerne, Betlehems stjerne, et ligearmet kors med stråleglans udført i egetræ og delvist forgyldt. Stjernen symboliserer på en gang jul, påske og pinse. (Julen med stjernen over Betlehem, påsken med korset og påskemorgensolens stråler og pinsen med de små stråler på den ydre ring, som symboliserer Helligåndens komme som tunger af ild.) I midten et Jesusmonogram: ”Jesus, mennesket, frelseren” (Jesus, Homo, Salvator).
Døbefonten er i granit, og den er lavet af en lokal stenhugger af en sten fra lokalområdet. Døbefonten har alene den nødvendige udhulning, så dåbsfadet kan være der. Døbefontene fra de gamle kirker har stor udhulning, fordi man oprindeligt døbte ved nedsænkning. Stolerækker i bejdset fyrretræ.
Våbenhus, dåbsrum og toilet er ombygget i 2023.
I tilknytning til kirken ligger kirkegården, som er igang med en større omlægning. Skiftet fra kistebegravelser til urnenedsættelser får også her kirkegården til at ændre karakter fra den oprindeligt meget stramme plan med lange lige gange fra kirkens første tid - ca. 1926. Menighedsrådet arbejder derfor på at realisere en udviklingsplan, der kan rumme både bevarelsen af de nuværende gravsteder og kommende. Der arbejdes aktivt med beplantning, mindepladser og opholdshaver samt et nyt mindemonument udformet i corten stål.