Landbomuseet Hygum Hjemstavnsgård
Landbomuseet Hygum Hjemstavnsgård er et lille frilandsmuseum, der gør landsbyliv omkring år 1900 levende for os i dag. Aktiviteterne drives af en kreds af frivillige, der har stor indsigt i håndværk og arbejdet på landet for over 100 år siden.
Hygum Hjemstavnsgård er en tidsrejse tilbage i tiden, hvor gården og dens beboere levede af jorden. De frivillige i dag står alle klar til at vise rundt og demonstrere de gamle redskaber fra landbrug og håndværk. Gå også en tur igennem køkkenhaven, der dengang udgjorde et vigtigt bidrag til husholdningen. På gårdene var der udbredt selvforsyning, man levede af det man kunne lave selv på gården: kød, grønsager, korn etc. Husk også at kigge i køkkenhaven med over 25 forskellige afgrøder, bl.a. hør og tobak, og kig ind til udstillingen af dukker og andet nostalgisk legetøj.
I Hygum Hjemstavnsgård er der mange gode steder at sidde med sin mad- eller kaffekurv. Børnene kan imens muntre sig på aktivitetsområdet med nye legeredskaber.
På aktivitetsdagene er der forhøjede entrepriser, og når entreen er betalt, er aktiviteterne gratis. Aktivitetsdagene omfatter f. eks. børnedyrskue, historisk dyrskue, landsbyen i arbejde og høstarbejdet som tema. Ofte byder det historiske køkken på smagsprøver af gamle retter ofte med sønderjysk præg og der er mulighed for at købe hjemmelavet kage og syltetøj, rygeost, frisk kærnet smør, og økologiske grøntsager fra museets egen køkkenhave. Der bliver serveret kaffe og sæson hjemmelavede drikkevarer af frivillige medarbejdere, som gløgg og hyldeblomstsaft.
Er I en gruppe eller selskab, der gerne vil besøge os uden for vores normale åbningstid, så kontakt os gerne, så laver vi et særarrangement for jer.
Uden for højsæsonen ar vi arbejdsdage hver onsdag, hvor der er åbent for besøg.
Her finder du en oversigt over hvilke samlinger, du kan se på Hygum Hjemstavnsgård:
I kontorbygningen - Dukke- og legetøjssamling:
I dukke- og legetøjssamlingen er samlet legetøj fra gamle dage. Samlingen indeholder en stor samling af flotte dukker, dukkeporcelæn og dukkehuse. Der er legetøj som biler, bondegårdens dyr skåret i træ, skoleting, trælego og glansbilleder. Man kan også finde Rich’s/Danmarksalbum, knipling og broderi mm i udstillingen.
I savværket - Savværksmaskiner og –værktøj:
I savværket står den gamle bloksav fra 1886. Saven trækkes af en Frichs motor fra 1938, der stammer fra Alfa margarinefabrikken i Vejen. Desuden er der en udstilling af gamle save brugt på savværk og gammelt historisk værktøj.
I aktivitetshuset - Naverudstilling:
Oprindeligt var navere rejsende håndværkersvende i middelalderen, men naverne findes stadig; særligt i Danmark. Her kan ses en udstilling, som fortæller mere om naverne. I øvrigt er aktivitetshuset fremstillet som gedigent håndværk af Esbjerg Tekniske Skole.
I nabogårdens stald - Udstilling af hestevogne m.m.:
Her er herskabsvogne og arbejdsvogne. Klassiske vogntyper som stadsvognen Phaeton i forskellige udgaver, den folkelige jumbe, charabanen og gigen. Desuden kan ses
I smedjen - udstilling af smedeværktøj mv:
I den gamle smedje fra Fæsted, som er flyttet hertil sten for sten, kan man se traditionelt smedeværktøj. Blæsebælgen til essen er hånddrevet og bruges når der er aktivitetsdage. Man kan naturligvis også se den gamle originale ambolt, diverse tænger og hamre. Desuden rørbukke, hullokker, hånddreven boremaskine og slibesten samt diverse redskaber til fremstilling af hjulringe til kasseovne - alt det nødvendige værktøj til smedeopgaver i landsbyen. Smedien fra Fæsted er en af de få gamle landsbysmedier, der stadig er i drift og fremstår med originalt inventar og dokumentation.
Det gamle bagehus:
Smedjen var oprindeligt et bagehus i Fæsted, men en smed købte bygningen og udvidede med smedje. Ovn fra 1834.
I spændhuset - Hørudstilling:
Når hjemstavnsgårdens hør er høstet, forarbejdes den her i spændhuset. Her ses de knevlen, der trækker frøkapslerne af, bryderen, der knækker stråene, skættestolen, der fjerner ”barken” fra stråene og heglen, som karter taverne(fibrene). Her opbevares den færdige hør.
På Ollingvej 1 - I stuehuset:
Stuehuset er indrettet som i 1910; fra bryggerset er der indgang til karlekammer og fadebur(spisekammer). Inde i huset køkken med brændekomfur fra C M Hess i Vejler, dagligstue med spisebordsmøblement fra udflyttergården Estrup, soveværelse, storstue med sofasæt fra udflyttergården Estrup, pigeværelse, forstue samt stryge-/rullestue.
I stalden:
Til venstre er der værktøj og redskaber fra forskellige håndværk: hjulmager, bødker, tømrer, træskomager, murer, vejmand, tækkemand, sadelmager, skomager og snedker.
Til højre er der landsbrugsudstilling; haveredskaber, redskaber fra drænmester, husdyrbrug, skovbrug, tørvegravning. Derefter malkerummet med malkemaskiner mm, i rummet på ud til laden redskaber til roedyrkning; såning, rensning, optagning og skæring af roer.
I laden:
I laden ses først en stor samling af plove og harver. Derefter høstredskaber og -maskiner; plejle, kværne, selvbindere. Desuden såmaskiner og lidt længere fremme redskaber, der relaterer til kartoffelproduktion; kartoffelmarkør, kartoffelhypper, kartoffeloptager og kartoffelsorterer og kartoffelkoger.
På loftet:
Lige op ad trappen ses en udstilling om mål og vægt samt en del roesåmaskiner. Derefter til højre barnevogne og vugger mm og til venstre tøjvask fra vaskebræt til vaskemaskine.
Der er genstande relateret til gårdmejeriet; fx smørkærne og mælkejunge. Derefter udstilling om tobak, brændekomfurer, bageovne, købmandsbutik, maler, tapetserer og bogbinder.
Hestestalden:
Udstilling af seletøj.