©  Foto:

Shelterplads Søengevej, Vejen

Spritnyt shelterssted med høj lækkerhedsfaktor. Roligt, skovomkranset og med udsigt over åbne marker. Du skal ha' fuglekikkert og fuglebogen med. 

Shelterpladsen tæt ved Vejen Å og Kongeåen med kano- og fiskemuligheder består af to nye shelters, en bålhytte og et muldtoilet. Shelterpladsen skal bookes på forhånd, og du booker hele pladsen, hvilket betyder, at du ikke kommer til at dele pladsens faciliteter med andre. Shelterpladsen ligger formidabelt i ly af skovbevoksning og med udsigt til åbne marker, hvor der færdes masser af vildt.  Shelterpladsen ligger tæt ved fugleområdet Gamst Søenge, så du vil kunne opleve mange fugle. Kikkert og fuglebog vil være oplagt at tage med. Og kender du en sort og hvid fugl med lange røde ben, så er der også en permanent bolig til den lige i nærheden. 

De to shelters er forholdsvis høje, dvs. at man kan stå næsten oprejst, og der er god plads til bagage. Begge shelters er forsynet med myggenet, som kan bruges efter behov. 

Bålhytten har fine bænke omkring ildstedet, og i et skab, som du får låsekode til, når du booker. Der kan du finde praktisk udstyr til en god outdoor oplevelse. Der er brænde på pladsen, og dette skal der betales for via mobilepay. Oplysninger fremgår på stedet. Tæt ved bålhytten er et primitivt køleskab i form af nedgravet mælkejunge. Mellem bålhytte og shelters står to borde-bænke sæt. 

Finde-vejledning
Bruger du et navigationssystem til at finde stedet, så skal du bruge adressen Søengevej 3. Når du fysisk er her, så skal du fortsætte ud ad markvejen ca. 300 m. Det er ved adressen Søengevej 3, at du kan hente vand.