Skelhøj v. Tobøl
Skelhøj er en imponerende stor bronzealdergravhøj tæt ved Kongeåen og Tobøl.
Udgravningen af Skelhøj gav unik viden om arbejdet med at bygge gravhøje af denne kaliber. Fra den lille sti, der fører ned til Skelhøj og rundt til to andre høje, er der flot udsigt over Kongeådalen.
Historie
Skelhøj ligger i et knudepunkt, hvor oldtidens færdselsårer til lands og til vands krydsede hinanden. For 3700 til 3100 år siden blev der her opført 26 gravhøje, hvoraf flere har været over 30 m i diameter. Skelhøj er den største af disse med sine 7 m i højden og 30 m i diameter, og med en form som en isbombe med forholdsvis stejle sider på højens nederste del, er højen ganske markant i landskabet.
Sammen med Rishøj og Storhøj, der også ligger ved stisystemet, der fører rundt i området, har højene udgjort et større monumentalt gravkompleks med stor opmærksomhedsværdi i bronzealderen.
Neden for Storhøj er der bord/bænkesæt med en storslået udsigt over Kongeådalen.
Indsigt i byggemetode
Udgravningen af Skelhøj i 2002-2004 skaffede arkæologerne ny viden om, hvordan mennesker i bronzealderen byggede de store gravhøje. Skelhøj er opbygget efter en meget velstruktureret og gennemtænkt plan, der var gennemsyret af religiøs symbolik. Tørvene, der blev anvendt til højen, blev skåret af lige ved siden af den og placeret med græssiden nederst i otte lige store sektioner. Hver sektion havde sit eget arbejdshold. Grænserne mellem de 8 sektioner danner et hjul, der symboliserede solen og det cykliske i tid og liv. De afgravede tørv efterlod et større område ved højens fod som fuldstændig ufrugtbart årene efter. Højen blev under arbejdet med opbygningen udvidet i koncentriske cirkler indtil monumentet nåede sin fulde størrelse. De første jordlag over graven er blevet bearbejdet, så der har dannet sig en tynd jernkappe over den inderste del, hvorefter græstørvene er lagt på.
Mere viden
På den faste udstilling på Museet Sønderskov vises et profilsnit af Skelhøj i 1:1, hvor lagopbygningen og jernkappen omkring den inderste del af højen tydeligt kan ses.
Der kan parkeres på en lille p-plads på Vesterbyvej og så er der ca. 400 m til Skelhøj.