©  Foto:

Villebøl Rasteplads

Det her er rastepladsen for dem der ønsker lidt mere af en rasteplads end bare et stop, men ikke behøver indkøbsmuligheder. 

Hvad er der på rastepladsen? 
Rasteplads med toilet, bord/bænkesæt og informationsskærm til Kongeåstien. Her er gratis wi-fi så man kan downloade VisitVejen app'en hvor der blandt andet er kort til gåturen i den smukke natur.
Her er også mulighed for at få frisk vand til sig selv eller sin hund.

Rastepladsen bliver brugt af dem der sejler i kano på Kongeåen, så man kan også sidde og drømme om den næste mulige tur, mens man drikker den medbragte kaffe.
Derfor er der også en shelterplads 700 m fra rastepladsen. Her er der en bålplads og borde/bænkesæt som også kan bruges, hvis man ønsker at komme længere væk fra vejen i sin pause. 

Historie om stedet:
Når man står på Villebøl rasteplads har man udsigt over Kongeåen og en bro som forbinder Vejen Kommune med Esbjerg Kommune. Den oprindelig bro blev opført i 1852, og også dengang skulle man betale for at komme over broerne. Fra 1865 var der også toldsted på gården ved Villebøl bro, ligesom man fandt det mange andre steder langs den gamle grænse til Tyskland. 

Turforslag:
Der går to rundture ud fra rastepladsen, så brug muligheden for en længere pause i den skønne natur langs Kongeåen. Tag rundturen og se en af Danmarks mest bemærkelsesværdige gravhøje, Skelhøj. Den troner sig op i landskabet som en kæmpestor halvdel af en kugle. Udfordre hinanden med at kravle op på toppen, hvorfra i kan se helt til Ribe.
Skelhøj er den ene af tre gravhøje som er placeret lige i området. Sammen med Rishøj og Storhøj, er Skelhøj dateret til bronzealderen. 
Hvis man bare har brug for en kortere pause, så kan man finde et kunstværk lavet af egnsbeton tæt ved rastepladsen. Værket er udført af Eva Steen Christensen og viser månens faser.